VM 2018: Hvad man vil huske fra slutrunden i Rusland

VAR (Video Assistant Referee) har fået en stor indflydelse og har tvunget hold til at ændre deres taktiske tilgang. Pudsigt nok var Spanien et af de hold, VAR tilsyneladende gik henover hovedet på i Rusland. Pudsigt, fordi VAR til den kommende sæson indføres i La Liga. På det taktiske plan finder denne VM-skribent, at to ting har ændret sig siden slutrunden i Brasilien for fire år siden. Den ene er hyppige taktik- og systemskifter hos flere af slutrundens succesfulde trænere, og den anden er vigtigheden af at råde over rutinerede spilintelligente spillere.

Gianni Infantino har været ude at rose VM-slutrunden i Rusland som ”den bedste nogensinde”. Forudsigeligt, omend hvad FIFA-præsidenten helt præcis mener med det, står ikke klart. Fastholder vi blikket på, hvad der er sket indenfor kridtstregerne, måske inkluderende også på bænken, så er det imidlertid klart, at fodbolden i slutrunden 2018 har udviklet sig ikke så lidt i forhold for fire år siden i Brasilien. Det ikke mindst på det taktiske plan.

Lidt ondt kan man påstå, at den eneste nyskabelse, der skete i 2014 i Brasilien, var Louis van Gaals introduktion af et ”gammelt” system, nemlig da han trak yderligere en spiller ned i Hollands centerforvar og begyndte at spille 5-3-2. Det kom derved til at minde ikke så lidt om gamle tiders ”catenaccio”. Ikke overraskende sluttede Hollands kvartfinale mod Costa Rica og semifinalen mod Argentina 0-0 efter 2 x 120 minutters fodbold.

Som jeg så og husker det, fandt jeg for fire år siden Chile slutrundens mest innovative mandskab, og selv Tyskland, der da imponerede, tilførte jo ikke spillet meget andet nyt end en høj grad af indbyrdes spilmønster-forståelse mellem spillerne. Noget, tyskerne så til gengæld udnyttede sublimt.

VAR – en ”tvungen” ændring

I Rusland har man kunnet notere sig, hvad jeg vil kalde en ”tvungen” ændring hos holdene, og grunden, til at jeg kalder den ”tvungen”, er, at det er en udefrakommende ændring, som har haft stor indflydelse på spillet på banen. Jeg taler naturligvis om VAR (Video Assistant Referee).

I gruppespillets første to uger var der langt flere straffespark end sædvanligt ved slutrunder, og som beskrevet af Steffen Dam i en interviewartikel tidligere her i BetXperts VM-serie fik det implikationer for fodboldspillet.

Jeg citerer Dam fra artiklen:

”(...) inden slutrunden gik i gang, havde jeg den holdning, at der ville komme flere straffespark. Det af flere årsager.

Den første er, at der vil komme flere straffespark, dommerne er 'tvungne' til at dømme. Jeg kan fra det indledende gruppespil give tre eksempler: Straffesparkene i Portugal – Iran, Danmark – Australien og England – Tunesien. Det kan godt være, at dommeren i kampen havde set forseelsen, men at han måske ville have set gennem fingre med den, men det har han ikke mulighed for nu med VAR. Bagefter vil folk nemlig spørge, 'hvordan kunne han undgå at se, bolden rammer ham på armen', etc. Dommeren efterlades ingen mulighed for IKKE at dømme straffesparket.

Det er så én ting, der kommer flere straffespark af denne grund alene. Men det medfører så en ændring i spillet og dermed endnu flere straffespark.

Hvorfor? Jo, for det får holdene til at spille flere bolde ind i feltet, simpelthen fordi de ved, at VAR skaber flere straffespark. Filosofien er, bolden skal ind i feltet, og der kan ske alt muligt – rent VAR-guf, så at sige. Det skaber mere spil i felterne og dermed på grund af VAR flere straffespark. Så altså endnu flere straffespark.

Og det slutter ikke der, for det medfører så igen en anden yderligere implikation, hvilket også bliver en ny ændring i spillet.

Forsvarerne er på grund af VAR nødt til at holde mere igen. Lad os sige ved dødbolde, dommeren kigger den anden vej, og så kan man godt lave en lille chanceforhindrende svinestreg. Men den går ikke længere, for det kan godt være, at dommeren ikke ser forseelsen, men det er der altså 10 VAR tv-kameraer, der gør."

Og ovenstående er efter denne VM-skribents mening en fuldstændig korrekt analyse af VAR-indførelsens konsekvenser, og da jeg alligevel er enig, er der sådan set ingen grund til for mig at gå yderligere i dybden med Steffen Dams analyse.

Men var der for megen VAR?

Det i hvert fald under VMs to første uger. Siden syntes det imidlertid som om, dommerne måske har fået bud på at ”VAR-orientere” sig lidt mindre, og i cupfasen mener jeg at have talt i hvert fald tre tilfælde, hvor dommeren tog sin beslutning – straffespark eller ej? – uden VAR, selvom det ikke var krystalklart, hvad der foregik. Samme episoder ville sandsynligvis være ført til VAR-gennemseelse i starten af slutrunden (hvorvidt det så ville have ændret dommerens beslutning, skal jeg ikke kunne sige).

Så VAR kan måske være blevet for meget for FIFA? Er det tænkeligt, at de høje herrer ikke bryder sig helt så meget om VAR-systemet, som de oprindeligt regnede med? Måske, men det kan naturligvis også være, at det måske bare lige skal "rettes til”, så det bliver mere funktionelt og smidigt.

Om en sæsons tid vil vi alle sikkert være meget klogere. Det fordi, ingen ringere liga end Spaniens Primera Division fra start af den forestående sæson indfører VAR i alle kampe. Og det skal blive interessant at følge. Ikke overraskende for denne skribent har både Real Madrid og FC Barcelona været imod indførelsen... kan det monstro tænkes, de pga. VAR-indførelsen er nervøse for ikke at få lige så meget dommertække, som de er vant til...?

Men principielt kan VAR vel ikke være andet end en god ting...?

Uanset en masse praktiske irritationsmomenter samt en under slutrunden manglende linje for, hvornår dommeren skal konsultere sig med VAR og hvornår ikke, så er det for denne skribent imidlertid vanskeligt at se VAR som andet end en principielt god ting. Hvis man taler om fairplay og ærlighed indenfor sporten, så er det meget vanskeligt at komme udenom, at VAR rent principielt vil være et super hjælpemiddel. Det, når man får en linje for, hvornår VAR skal konsulteres, og hvornår ikke, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid.

Desuden må VAR alt andet lige ses som en fordel for angribende hold, dette af den simple grund, at erfaringerne har vist, at der med VAR bliver dømt flere straffespark. Og hvis VAR hjælper med til, at vi vil få mere angrebsorienteret fodbold og flere mål at se, så kan det vel heller ikke ligefrem være dårligt?

Som Steffen Dam har sagt, og som jeg flere gange i denne VM-serie har skrevet  - blandt andet i går - så har VAR fået taktiske implikationer for flere holds spil. Det lidt ironiske er, at det tilsyneladende prellede totalt af på præcis Spanien, hvor VAR jo netop indføres i La Liga til den kommende sæson.

Taktisk fleksibilitet i Rusland

Der har imidlertid været andre taktiske ændringer - eller justeringer, bør jeg måske sige - af teknisk og taktisk karakter, som skyldes andre ting end VAR. Jeg har især lagt mærke til to ting under VM-slutrunden i Rusland, som skiller sig ud fra tidligere.

Den første er, at mange trænere har været uhyre fleksible i deres valg af taktik og spilsystem. Og den anden er, at i tråd med ændret taktik er fleksible boldbegavede (og med det mener jeg både teknisk og taktisk) spilleres betydning og vigtighed steget.

For at tage det første først – mange trænere har været taktisk fleksible.

“Never change a winning team”… hmm...

I adskillige år har det været en trend ikke at skifte taktisk system, medmindre resultaterne begyndte at svigte. Det er der ligesom i”never change a winning team” en vis portion logik i, og med et sammenspillet hold, der spiller mange kampe, typisk et klubhold, så ér der megen logik i at sværge til et fast system med over tid gennemarbejdede spil- og løbemønstre.

Under et VM, hvor træneren har haft mindre tid til rådighed med spillerne, ”ødelægger” eller ”ofrer” man derimod ikke meget ved et taktikskifte. Det i det mindste ikke, hvis man har spillerne til det.

Trænere som Kroatiens Zlatko Dalic eller Belgiens Roberto Martinez har med succes ”shoppet rundt” mellem forskellige systemer alt efter modstander og lejlighed, mens andre hold som England under Gareth Southgate og Brasilien under Tite har været taktisk forudsigelige og ikke har ændret på noget som helst, med mindre det var tvingende nødvendigt.

Det er i indtil videre seks kampe lykkedes Dalic og Martinez at stille op i tre forskellige taktiske formationer fra kampstart, mens både Southgate og Tite har holdt sig til én.

Fordele og ulemper

Der er godt at sige om begge valg. Hvis spillerne er fortrolige med én taktik og kender deres roller i den, så vil det give usikkerhed at skifte denne taktik.

Modsat kan man sige, at et taktikskifte ofte kan være logisk, det delvis pga. overraskelses-momentet, samt også hvis det bygger på en vurdering af, hvilken specifik taktik der vil være mest effektiv mod netop den modstander, man står overfor.

At skifte taktik, og det ikke kun før en kamp, men også undervejs i den, er imidlertid ofte vanskeligere sagt end gjort. Og her er det vigtigt, at man har spillerne til det.

Kan ikke gøres, uden man har spillerne til det

Nogle landstrænere er så heldige at råde over disse spillere, og det er, omend ikke udelukkende, så typisk centrale midtbanespillere, som vi taler om her. Hos Kroatien er det logisk at pege på det centrale makkerpar Luka Modric og Ivan Rakitic, og man kan også inkludere en polyvant (for nu at bruge et Morten Olsen-udtryk) spiller som Ivan Perisic. Med sådanne spilintelligente folk på nøglepositioner har Zlakto Dalic ganske enkelt et meget større taktisk spillerum, end mange af hans kolleger har.

Dog ikke nødvendigvis et større spillerum end Didier Deschamp hos Kroatiens finalemodstander, Frankrig.

Mange spillere på Frankrigs hold har en bestemt rolle at udfylde, men sådan er det på de fleste hold, og kigger man godt efter, så råder Frankrig over et par folk, som kan påtage sig rollen at ændre det taktiske forløb i en kamp. Først og fremmest springer den hængende angriber Antoine Griezmann i øjnene.

Udover at være en giftig målscorer har man flere gange set Griezmann flakke rundt på banen og nogle gange gå meget dybt tilbage, men det sjældent uden en plan. Frankrigs opspil (ikke kontraspil, for her er det ren verdensklasse) tenderer nogle gange til at blive lidt sterilt og forudsigeligt, men Griezmanns konstante skiften position er yderst irriterende for modstandernes defensiv, og det har et par gange givet Frankrig nogle uventede overtalssituationer og dermed chancer.

Og Griezmann er ikke den eneste på Frankrigs hold, der mestrer denne kunst, omend han er den med mest frie tøjler og dermed normalt har de største muligheder. Blaise Matuidi har måske ikke været så øjnefaldende under slutrunden, men han og Paul Pogba er faktisk også temmeligt gode til at skabe overtalssituationer, hvor modstanderen er svagest.

Små justeringer undervejs kan være vigtige

Frankrig har ikke ændret sin startformation eller taktik meget fra startfløjt i den ene kamp til startfløjt i den næste, men har flere gange praktiseret det undervejs i kampene, og her er det ikke kun kampene i cupfasen, jeg taler om, idet Frankrig – Peru også var et godt eksempel. Man kan undervejs i en kamp med Frankrig ofte  notere sig mindre, men ganske betydningsfulde ændringer undervejs alt efter spilforløb.

Tager man et blik på Belgien, kan man iagttage det samme. Meget af Belgiens spilsystem afhænger af placeringen af Kevin De Bruyne samt den ene eller de to (alt efter taktikken) midtbanefolk bagved ham. Roberto Martinez’ håndtering af Belgiens taktik under denne slutrunde har set udefra kunnet virke lettere ”forvirrende”, men den har været lagt an på at ramme modstanderen, hvor denne var svagest.

I den indledende gruppe mod hold som Panama og Tunesien var der ingen grund til for Belgien at spille med andet end et tremandsforsvar og kun én defensiv midtbanespiller, Axel Witsel. En taktik, der mod Japan dog blev forlænget lige en kamp for meget, hvilket sandsynligvis skyldtes en undervurdering af japanerne fra Martinez’ side. Senere i turneringen har Belgien imidlertid skiftet system, og det to gange, simpelthen fordi det var det smarteste mod netop den modstander, de var oppe imod.

Southgate og Andersson uden samme luksus

Men Dalic, Deschamps og Martinez har noget til fælles – de har nemlig alle de spilintelligente spillere, der skal til for at skifte system, det ikke kun før en kamp, men også undervejs i den. Og her vil jeg godt bakke lidt op om Englands træner Gareth Southgate og også andre trænere under denne slutrunde som f.eks. svenske Janne Andersson, for samme luksus har de ikke haft.

Tager vi England som eksempel, så blev englænderne de sidste 75 minutter af kampen (altså efter pausen) taktisk reelt udspillet af Kroatien. 15-20 minutter ind i anden halvleg, da man vejrede, hvilket vej vinden blæste, ville andre trænere end Southgate have foretaget taktiske justeringer og måske endda én eller to udskiftninger. Det gjorde Southgate ikke. Men var det en fejl?

Det kunne for det blotte øje og naturligvis også efterfølgende se sådan ud, og i dele af den seriøse analyserende engelske fodboldpresse har Southgate fået kritik for det. Men hvad skulle han egentlig have gjort?

Southgate kunne såmænd godt have skiftet en spiller ud og en anden ind, men det ville ikke have hjulpet, hvis der ikke samtidig blev skiftet taktik og spilsystem. Og heri lå og ligger Southgates problem. Han har med de spillere, han har til rådighed, ikke samme taktiske fleksibilitet, som Dalic, Deschamp og Martinez har.

Ville det have fungeret?

Med det siger jeg ikke, at der ikke er spilintelligente spillere på det engelske landshold, men erfaring er en af de ting, der spiller ind. Kigger man tørt og nøgternt på det, så havde Englands spillere i runde tal til sammen mellem sig spillet en tredjedel af de landskampe, Kroatiens spillere havde. Kigger vi på antallet af kampe i Champions League ville vi nå til samme resultat, og det hjælper ikke at tage Europa League med, for her er billedet det samme (en spiller som Harry Maguire har endda kun én Europa League-kamp under bæltet – for Hull).

Denne erfaring, og det især fra holdets ledende spillere på nøglepositioner, er altafgørende i sådanne situationer, og mens man da snildt kunne tale om fornuften i at lave en defensiv indskiftning og ofre Raheem Sterling til fordel for enten en decideret venstre back, alternativt en boldholdende defensiv midtbanespiller, ville det så have været klogt? Eller mere præcist spurgt – ville det have fungeret?

På papiret så ja måske, men fodbold spilles nu engang af spillerne ude på banen, og hvis de ikke er fortrolige med eller ikke magter et taktik- og systemskifte, ja så er det måske bedre at holde fast ved, hvad man har.

Hvad VM-2018 vil blive husket for

Overordnet set har dette VM ikke budt på nogle epokegørende taktiske nyskabelser, og det, man nogle år fremme måske mest vil huske, er introduktionen af VAR.

Imidlertid ser jeg også en anden omend en for mange måske lidt skjult, men alligevel væsentlig og mindst ligeså vigtig udvikling, vi har været vidne til i Rusland. Mens mange hold, og Danmark og Sverige er gode eksempler her, kan nå langt med god organisation og realistisk erkendelse af, hvad spillerne kan og ikke kan, så har de virkelig succesfulde mandskaber og succesfulde trænere været fra nationer, som undervejs i turneringen har været i stand til skifte taktik og spilsystem.

Det både fra kamp til kamp og undervejs i kampene. Især det sidste er vanskeligt at gøre succesfuldt, og derfor er det primært forbeholdt trænere, der råder over de erfarne fodboldtænkende kvalitetsspillere ude på banen, som er nødvendige for at kunne udføre det. Sådanne spilleres betydning for et hold kan simpelthen ikke overvurderes.

Artiklen er den otteogfyrrende ud af 51 i BetXperts VM-serie af Torben N. Sørensen og Toke, der kan læses mere om her. Alle artikler i serien kan læses her, mens BetXperts store VM-sektion med analyser af holdene kan læses her.